Nakkesmerter

Nakken spiller en central rolle for bevægelse af vores krop og selvfølgelig hovedet. Smerter i nakkeregionen kan skabe ekstremt ubehag og påvirke ens dagligdag markant.

Diagnoser: 

  • Facetledssyndrom, også kendt som hekseskud, låsning i nakken og nakkehold

  • Muskelspændinger og kramper - typisk efter overbelastning 

  • Diskusprolaps

Årsag:
Årsagerne til nakkesmerter ligger ofte latent og spænder langsomt op i nakken, hvorfor der ofte kun skal en mindre ny belastning eller ydre påvirkning til, for at smerterne opstår. 
Den langsomme opspænding af nakken kan fx skyldes længerevarende dårlig holdning eller ekstra stress på arbejdet eller hjemmefronten enten fysisk og/eller psykisk. Nakkesmerter kan altså forværres af psykiske forhold i forbindelse med stress, manglende kontrol, for mange arbejdsopgaver på jobbet eller privat.
Efter længerevarende dårlige påvirkninger kan en lille ny påvirkning være nok til, at spændingerne forværres/provokeres nok til, at det sætter sig som en stærk akut smerte i nakken - et hold i nakken. 
Disse små påvirkninger kan eksempelvis være at samle en blyant op fra gulvet, nys, host, let foroverbøjning, sidde på toilettet, sidde i træk, bære sit barn eller have sit barn liggende i sengen om natten.

Nakkesmerter kan være en følge af fx:

Andre påvirkninger:

  • Sove i forskellige senge med forskellige hovedpuder

  • Kort periode med hårdere belastning end normalt (flytning, bære sit barn)

  • Længerevarende, uhensigtsmæssige kontorstillinger (arbejde under stress op til en deadline)

  • Lang transport (fly, bil, tog mm.)

Påvirkninger med høj energi:

  • Piskesmæld 

  • Traume efter bil-, cykel- eller motorcykeluheld

  • Hjernerystelse

Der findes forskellige kendte faktorer, som kan påvirke ens risiko for nakkesmerter. Disse er bl.a.:

  • Overvægt

  • Smerter andre steder i kroppen

  • Andre fysiske eller psykiske sygdomme (sukkersyge, astma, depression m.fl.)

  • Manglende variation/belastning af nakkens led og muskler

  • Overbelastning af nakkens led og muskler

  • Genetik

  • Tungt fysisk arbejde

  • Arbejde i besværlige stillinger

  • Rygning

  • Dårlig søvn

 
Ondt i nakken? Kiropraktor Holte kan hjælpe hold i nakken eller nakkespændinger
 
Ondt i nakken? Kiropraktor Holte kan hjælpe hold i nakken eller nakkespændinger

Symptomer
Nakkesmerter kommer nogle gange direkte efter en udslagsgivende årsag og andre gange timer til uger efter. 
Der kan være smerter i den ene eller i begge sider af nakken. Smerterne kan trække længere op mod kraniet eller ned i skulderen/skuldrene. I nogle tilfælde kan smerterne også stråle ud i den ene eller i begge arme. 
Det kan føles som en stikkende, konstant jagende smerte, eller smerten kan komme periodevis, fx når man skal kigge til siderne eller op.

Behandling
Hvordan behandler en kiropraktor smerter i nakken? 

En kiropraktor er uddannet i at kunne differentiere mellem forskellige diagnoser, så du som patient får den bedst mulige hjælp til din problemstilling. 
Efter en grundig undersøgelse stiller din kiropraktor en diagnose og vurderer, hvilket behandlingsforløb der er bedst for dig.
Behandling af nakken indebærer oftest bearbejdning af både muskler og led. Musklers træk og bevægelighed påvirker nemlig leddet negativt, ligesom  låste led påvirker muskler negativt til at spænde mere op. Dette sker for at “beskytte” leddet fra at komme ud i yderstillinger.
Bløddelsbehandling består i at løsne muskulatur og bindevæv, hvilket kan gøres på flere måder. Enten ved triggerpunkt terapi, vestlig anvendt akupunktur og dry needling, stræk og bearbejdning af bindevævet eller en kombination af disse. 
Ved den ledmobiliserende behandling er målet at øge bevægeligheden af de led, som ikke bevæger sig tilstrækkeligt. Dette gøres ved at justere leddet i den retning, hvor der er nedsat bevægelighed. Ved justeringen kan der ofte komme en kavitation/lyd fra leddet. Lyden kommer af et kortvarigt undertryk i selve ledkapslen, som udligner sig så hurtigt, at det frigiver den velkendte lyd, mange forbinder med behandling hos en kiropraktor eller et træk af fingerleddet.

Patienten/dig i fokus
Er du bekymret for lydene eller andet ved behandlingen, så tager vi naturligvis højde for dette. Vi forventningsafstemmer altid, hvordan du har det før en behandling og taler med dig om, hvad behandlingen indebærer og eventuelle alternativer hertil. 
Vi behandler aldrig pludseligt, hverken på lænden eller på andre områder, uden dit samtykke!

Hvad kan du selv gøre?
Ved akut opstået nakkehold som ikke skyldes en skade påført med høj energi (fx trafikuheld), anbefaler vi, at du får noget bevægelse og varme ind i leddet og musklerne. Det kan du gøre ved at tage et varmt bad eller ved at benytte en varmepude over det smerteramte område. Dertil kan en let gåtur på 10-20 minutters varighed med svingende arme hjælpe, hvor du forsøger ikke at spænde op for at undgå smertejag.  
Er ovenstående ikke tilstrækkeligt, kan det være nødvendigt i en kortere periode at supplere med smertestillende håndkøbsmedicin (paracetamol og/eller ibuprofen) efter anvisning på pakken.  Dette vil ikke bedre årsagen til problemet, men kan lindre smerten, så normal bevægelse lettere kan opnås, og eventuelle øvelser eller stræk kan udføres.

3 tips til behandling af nakkehold: 

  • Varmt bad eller varmepude på området

  • Bevægelse frem for immobilisering, fx flere korte gåture med svingende arme  af 10-20 minutters varighed

  • Kortvarig smertelindring med håndkøbsmedicin (paracetamol og/eller ibuprofen) efter anvisning på pakken.